Garden Design v/ Have- og Landskabsarkitekt Ulrik Karberg
     Links       Sitemap  
 

Tips og tricks

Belægning

     

1) Kørearealer med mørke granitskærver.

Mange har sikkert set eksempler på egentlig meget nydelige indkørselspartier med sorte granitskæver, hvor lyse sten fra det underliggende stabilt grus blandes op i skærvelaget og hurtigt giver et noget tarveligt indtryk

Overvejer man at udlægge en indkørsel eller gårdsplads med granitskærver og her drejer det sig især om mørkere granittyper, er det vigtigt at tænke på, at det underliggende bærelag har en farve som lægger sig så tæt op ad farven på den valgte granittype.

 

Det vil som regel ikke være noget problem, hvis der er tale om arealer, hvor der ikke sker nævneværdig færdsel som f.eks. et bed med granitskærver udlagt som bufferzone mellem belægning og sokkel. Til en vis grad behøver man heller ikke være så nervøs for opblanding af de forskellige lag, hvis der er tale om en kort indkørsel, hvor trafikken foregår i lav hastighed og hvor der ikke vendes på arealet.

Problemerne opstår først når hastigheden øges og især når der bliver behov for at vende køretøjer på arealet udlagt med granitskærver. At langt de fleste biler i dag er udstyret med servostyring betyder, at der overføres endog meget store kræfter til underlaget i forbindelse med drejning af hjul og kan betyde at underlaget vil kunne løsnes ned i stor dybde.

Skal du i gang med at anlægge en indkørsel med sorte granitskærver er min anbefaling, at man opbygger sit køreareal, som man almindeligvis gør med et bærelag af passende tykkelse bestående af enten stabilt grus eller knust beton, men at man erstatter de 5 øverste centimeter med et lag af knust asfalt som bekendt oftest er sort. Ved at vælge denne løsning får man en meget hård overfalde på bærelaget og skulle det med tiden begynde at løsne sig og blive blandet op i de overliggende granitskærver vil det ikke kunne ses. For at få et færdigkomprimeret lag på 5 cm knust asfalt skal man regne med at udlægge et lag på 7-8 cm i løst mål. Prisen for knust asfalt varierer en del, men vil nok ligge et sted mellem 150 og 200 kr. pr. m3 incl. moms. excl. levering. Materialeforbrug: 1 m3 rækker til ca. 13 m2. De fleste vognmænd vil kunne skaffe knust asfalt eller også kan man tage kontakt til et asfaltfirma såsom NCC Roads, LMK Vej A/S, Pankas A/S, Colas Danmark A/S eller Arkil Asfalt A/S.          

Ønsker man at udlægge et areal med svenske rød-sorte granitskærver anvendes ligeledes knust asfalt. Er ens kærlighed faldet ud til fordel for lysegrå granitskærver anbefaler jeg, at man anvender grå stenmel som de øverste 5 cm af det færdigkomprimerede bærelag. Det bedste stenmelsprodukt benævnes "Lysit" 0-2 mm og er et norsk produkt, men desværre kan det være svært at finde en dansk leverandør til dette produkt, men igen kan det være en god idé at rette henvendelse til det lokale asfaltfirma. Grunden til at jeg anbefaler dette produkt er at det er det stenmelsprodukt som får den mest hårde overflade efter komprimering. Andre gråfarvede stenmelsprodukter med kornstørrelsen 0-2 mm vil også kunne bruges. 

 

     

 

     

  

     
       
       
       
       
       
       
       
       
       
Have- og landskabsarkitekt Ulrik Karberg | Tlf. 86 85 43 34 | Mobil 26 36 53 62 |  garden.design@mail.dk